Krydstogt til Bergen

Når rejsen går til Bergen, vil du opleve et storslået landskab og magisk lys i én af Norges smukkest beliggende byer, klemt inde mellem syv fjelde. I Bergen finder du et charmerende miks af træhuse, der daterer tilbage til Hansetiden og et menneskemylder i forretningerne og ved boderne og på Fisketorget.

På højre side af byfjorden Vågen finder du Bergens hovedattraktioner, den berømte Hansebrygge (Bryggen) med de pittoreske hanseboder, hvor der er der rift om pladserne i udendørsrestauranterne på molekanten på de varme sommerdage. Fra Hansebrygge kan du skimte Rosenkrantz-tårnets grå murværk, og på højre side snævrer byen til i en lang tange med én af byens gamle bydele, Nordnes.

Bryggens Museum har med jævne mellemrum forskellige kunstudstillinger og er samtidig udgangspunkt for en historisk vandring gennem byen.

De to pladser Torgalmenningen og Ole Bulls Plass er bilfrie og fyldt med henholdsvis butikker og caféer og et populært træfpunkt for Bergens beboere.

Turen med Fløibanen til udsigtspunktet på byfjeldet Fløien 320 m oppe tager kun otte minutter, og du har ikke været i Bergen, hvis du ikke har været deroppe. Fløien er også et godt sted at vandre, og du kan vælge mellem adskillige stier i skovterrænet med søer og fjelde.

I Bergen finder du både store norske kædebutikker og små uafhængige butikker med forskellige varer og her er også indkøbscentre. Søger du noget unikt, er der flere butikker med smykker, kunst, kunsthåndværk og antikviteter i Bergens historiske områder.

Bergenserne holder fast i mange af deres traditioner, og nationaldagen 17. maj fejres med manér med processioner.

Vil du på guidede ture på anløbsdestinationen, kan du købe udflugtspakker ombord på dit krydstogtskib eller hos rederierne.

Se tilbud på krydstogter med stop i Bergen